torsdag den 12. januar 2012

veninde visit



Idag har jeg været på visit hos en veninde. Hun har været syg et stykke tid, hun har alligevel arbejdet fuldtid, selv om det har været alt for hårdt for hende.
Hun har så været hos lægen og han var ikke helt sikker og sendte hende til reumatolog.
Hun har lige fået at vide hun har fibromyalgi og skal ha flex job.
Det er et hårdt slag for hende og hun følte sig lidt flov ved at sige hun var syg til andre. I kender det godt man render i en gammel kending og vedkomne spørger "nå hvordan går det så?" min veninde har svaret fint. Det selv om hun har fået at vide hun er syg og er mærket af det og nu skal miste sit arbejde og finde noget andet i 15-20 timer maks om ugen.

Vi fik en rigtig god snak og jeg kunne jo nemt sætte mig ind i hendes kvaler - da jeg selv var kun 40 år, blev jeg syg og mistede mit drømmejob - ville ikke ha pension (var vurderet til at kunne klare 1½-2 timer pr dag) men måtte til sidst erkende jeg ikke ku arbejde og fik så pension i 2008. Det er ikke rart og jeg savner stadig mit liv før sygdommen.

Vi fik snakket det hele godt igennem og jeg føler det hjalp hende at få alle hendes spørgsmål sagt højt.
Jeg sagde bla at hun sku skrive en liste på de ting hun gik og var nervøs for/ville vide mere om, så hun kunne stille spørgsmålene til henholdvis sagsbehandlere og læger/specialister. Der er en masse nye ting man skal sætte sig ind i. Jeg ku jo "kun" hjælpe med den smule jeg vidste som er mere forståelse og følelserne omkring det at være syg.

vi snakker videre i næste uge for hun sku til en del møder nu ang flexjob og den slags

Det har været en følsom dag som jeg lige skulle dele med nogle


3 kommentarer:

marion sagde ...

det må ikke være rart for din veninde, men det må være rart for hende at vide, at hun har dig, som har prøvet at være igennem noget ligende så du kan give gode råd..

Håber det bedste for din veninde...

ullaskovjensen sagde ...

Til dig og veninden...
Det er guld, at I har hinanden, for ind i mellem er det store kameler, der skal sluges.
Hen ad vejen kan man lære at sætte pris på de muligheder, der måske så dukker op som helt nye i ens liv. "Kan jeg ikke det?, Nå, men så kan jeg måske..."
For få år siden var jeg det igennem med min ældste datter; og pt er det mig selv, der kører gennem "møllen". Træls, men både min datter og jeg har fundet nye mål og kompetencer frem.
Men jo, kamelen skal jo først fortæres.
Go' vind til jer begge.
Kh Ulla.

laj sagde ...

Marion
ja det er guld værd at ha en man kan støtte sig til i sådan en situation.

Ulla
Der er mange kameler der skal sluges og jeg syntes det tager lang tid at vænne sig til det "nye" liv

tak for kommentar til jer begge